Frederiksværk genbrugsstation

Viuff Anlæg A/S vandt anlægsentreprisen – herunder en containerrampe eksemplificeret som betonmoduler på pælefundament og udlagt som funktionsudbud til projektering af entreprenøren.

Genbrugspladsen ligger på et tidligere deponi, og sætninger i belægninger var ikke bare et perspektiv, men også et synligt faktum på den eksisterende plads.

Entreprenøren var derfor skeptisk i forhold til en pælefunderet modulløsning, som sikkert ville blive stående i anlagt kote og uden knirken, men snart med dårlig kontakt til de omkringliggende belægninger, som med sikkerhed vil synke i takt med tid og belastning.

Vi har i samarbejde med entreprenøren projekteret en mere funktionel løsning med pladefundering og kraftige in situ støbte vægge. Konstruktionen kommer til at stå som en snesko på den bløde underbund og vil sætte sig i bedre takt med omkringliggende belægning.

Løsningen indeholder desuden en optimering af jord- og belægningsarbejdet, og vigtige dele af afløbssystemet kan desuden genbruges. Den nye rampe udnytter grunden mere effektivt og giver god plads til adskilt kørsel og øvrige containere og aktiviteter. 

Som en ”lille” sidegevinst medfører det optimerede projekt en besparelse for bygherren på knap 2 mio. kr.